Overnatning i det fri - hvordan?

Oprettet d. under Kom ud

Her vores lille liste med tips, hvis du er ny i friluftslivet, men gerne vil overnatte i det fri:

1. Hvordan holder jeg varmen når det bliver aften og nat?
Mens du er i bevægelse anbefaler vi, at du klæder dig efter 3-lags systemet: Noget tyndt uldent inderst - det er også svedtransporterende, et mellemlag og et vindtæt yderlag. På den måde kan du nemt regulere varmen. OBS: Det er ikke nødvendigt med uldne underbukser om dagen i Danmark med mindre du er afsted i vinterhalvåret.

Vel fremme ved overnatningsstedet er det rart med noget, som varmer ryggen. Her kan vi helt klart anbefale en varm dun-vest. Da blogskriveren var yngre slæbte hun uldne sweatre med - de fyldte halvdelen af rygsækken og blev de våde, var de irriterende tunge. Så sats i stedet for på den varme og lette vest, der kan pakkes sammen til ingenting.

2. Hvordan ved jeg om jeg har nok tøj med (herunder: har kvinder for meget med)?
Det gode råd, om at du skal kunne tåle at blive våd en gang, gælder fortsat. Og ja, kvinder har en irriterende tendens til at pakke for meget, men når hun selv skal bære det, lærer hun efterhånden at pakke rigtigt (blogskriveren taler af erfaring). Når du pakker bør du stille dig spørgsmålene: Hvad gør jeg hvis det regner/ blæser/ bliver mega-varmt (alt efter årstiden) og hvilken funktion har det enkelte stykke tøj?

3. Hvor meget kan jeg bære?
En voksen kan normalt bære omkring 13-15kg - de rigtig stærke kan bære mere. Det betyder dog, at du skal se på grej og tøj, der kan substituere hinanden - fx sover man i sit uldne undertøj og de seje skifter ikke underbukser hver dag. Husk at du også skal have plads til telt, sovepose, kogegrej og mad. Især mad kan fylde og veje meget, hvis der ikke er nem adgang til købmænd undervejs. Det er vigtigt, at du har en rygsæk som er tilpasset dig, så prøv den af i butikken eller prøv dine kammeraters inden du køber. Der er rygsække til kvinder, til mænd og til børn - i forskellige størrelser.

4. Hvor kan jeg gå hen?
Du kan gå mange steder, men udfordringen er mere: Hvor kan du sove? I Danmark er der ikke allemandsret (som i Sverige). Skov og Naturstyrelsen har en oversigt over primitive lejrpladser, mange med shelters. På nogle af pladserne er der også adgang til vand og til naturklosetter. Du skal dog fortsat have noget toiletpapir med, som kan opbevares i en helt almindelig frysepose eller i et specielt toiletrullehylster med ophæng. Det er i hvert fald ikke sjovt, hvis rulllen bliver våd.

5. Hvilken sovepose skal jeg bruge - og hvad med liggeunderlag?
I Danmark i sommerhalvåret er udfordringen ikke specielt stor. En helt almindelig 2-3 sæsoners sovepose der kan gå ned til frysepunktet er fin (men undgå de billige fra diverse dyneforretninger). Husk lagenpose fordi det ekstra lag forbedrer posens evne til at holde på varmen - og fordi du slider mindre på posen. Er du afsted med en du holder af, findes der også poser som kan lynes sammen. Skal du opgradere posen til et lidt koldere klima, kan du enten købe eller sy en fleece lagenpose.
Mht liggeunderlag, så findes der standardudgaven og de oppustelige. Om man er til det ene eller det andet er en smagssag. Selv glider blogskriveren af det oppustelige, og foretrækker derfor det almindelige, men kraftige. Andre sværger til det oppustelige, fordi det er lidt blødere.

6. Hvad skal man spise, og hvordan laver man mad?
Der findes ingen regler om hvad man skal spise, når man er på tur. Bare husk at du selv skal slæbe det, at råt kød ikke er smart og at du skal huske gas/sprit og tændstikker til dit kogegrej. En god dolk skal du også have med - så længe dolken er til friluftsliv må klingen være max 12cm uden tilladelse. Til en enkelt overnatning tager blogskriveren som regel en frossen portion sammenkogt ret med, godt indpakket i fryseposer. Når man når frem til aftensmaden, er det tøet op og skal bare varmes på trangiaen. Husk også den gode kaffe eller te - eller den varme kakao. Grød m/ rosiner til morgenmad er altid godt og hertil kan man bruge mælkepulver.

7. Hvilket telt skal jeg vælge?
Måske skal du slet ikke vælge et telt, men kan nøjes med en tarp (=oversejl)? Det spændes ud mellem to træer og så sover man under det. Vejer ikke meget og er yderst populært. Du kan også låne en shelter på nogle af overnatningspladserne.  Mht telt, så overvej - fx hvis I er fire afsted  - om det kan betale sig at have to 2-personers telte i stedet for et til 4. Dels fylder de mindre og er derfor nemme at finde plads til i terrænet, dels er det mere fleksibelt hvis I skal afsted kun 2 personer næste gang. Selv har blogskriveren et 3-personers telt og et til 6 personer, men har også ofte sovet i biuak lavet af en helt almindelig presenning.

Du kan se vores forslag til sommerturspakkeliste og vinterturspakkeliste. Har du spørgsmål eller kommentarer, så skriv dem gerne herunder. Måske har du flere tips? Hvis du gerne vil afsted, men mangler nogle af gå med - så kan du finde ligesindede og meget erfarne guides på friluftssitet Outsite.org.

Indlægget er skrevet af Ann Helene Nielsen, se profil på Google

Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar