Nyd kaffen på kaffepletten

 

 

TAG EN SLAPPER

I vores hyggelige købmandsgård har vi opstillet borde-bænke-sæt til fri afbenyttelse, så længe portene er åbne.

Kom ind og hvil benene, spis madpakken, drik en tår kaffe.

Det eneste vi beder dig om er at respektere "rygning forbudt" samt at rydde op efter dig. 

Også i byen er fodspor, det eneste man bør efterlade sig.

Vores store købmandsgård er fra genopbygningen af Nyborgs byhuse efter branden i 1790'erne. Vi har drevet virksomhed fra købmandsgården siden 1905 og i dag er det 5. og 4. generation som driver den sammen. Både FNE Outdoor samt en stor afdeling med værktøj, arbejdstøj og profiltøj.

Og mens du hviler benene kan du overveje en af vores turforslag.

Se nedenfor.

 

TURFORSLAG I NYBORG

I Nyborg findes der flere fine turforslag, bl.a. Turen rundt om Slagmarken og de klassiske Kløverstier - men vi har også lavet to ture af vores egne.

Den røde rute går ud af én nedlagt jernbane og hjem ad en anden. Du følger Nyborg Vold frem til den nedlagte Ringe jernbane, herefter går du gennem Jagtenborg området, videre til Vindinge, hvor du finder den nedlagte Svendborg jernbane og følger den tilbage mod Nyborg og havneområdet.

Det er en hyggelig tur, hvor man fornemmer jernbanernes ruter, passerer den hyggelige Vindinge landsby og havneområdet med dets mange forskellige miljøer. Der er ingen kiosker eller købmænd undervejs, så hav forplejningen med dig. Du kan fylde din drikkedunk v/ Vindinge Kirke.

Den blå rute går over Nyborg Vold og Slagmarken via Juelsbergskoven, Buskløkkerne mod Grønnehave. Her drejer du mod syd og følger stranden tilbage mod Nyborg.

Det er en flot tur, hvor du kun en kort distance i Juelsbergskoven må leve med larmen fra motorvejen.  Du kommer forbi Juelsberg gods (ingen adgang), går ad Buskløkkerne hvor man stort set aldrig møder en sjæl, via Grønnehaves rekreative områder med shelterpladser og så ad stranden hjem. Nyd særligt Teglværksskoven, hvor bøgen spejler sig.

Der er en kiosk på Grønnehave Strand Camping (bag det rekreative område).

Du kan finde begge turforslag her

OBS! Vær opmærksom på at du vandrer ad et mix af private og offentlige stier. Opfør dig altid pænt og høfligt, respekter dem som bor i nærheden, tag dit skrald med dig og hav hunden i snor.